Glutenfri boller af den lækreste slags bagt med grønsager.
Vegansk Keto har hjulpet mig til mere balance i krop og psyke, og det kræver en omstilling i køkkenet, at lave dine yndlingsretter om til vegansk keto. Når du har fået forståelse for principperne er det faktisk ret let og her er mit bud på boller.
Jeg har længe ledt efter en god opskrift på sunde gluten- og kornfri boller, og det har vist sig ikke at være helt let. Så jeg har været i køkkenet for at eksperimentere.
Det er der kommet disse skønne boller ud af.

De indeholder primært grønsager, ja faktisk primært kål. Hvem havde troet at kål kan bruges til bollebagning. Men det kan de, og de gør det virkelig godt. Ægte glutenfri boller!
Det bedste ved det, er at du kan bruge rester.
Jeg har f.eks brugt de nederste blade fra blomkål, de yderste blade fra hvidkål, samt selvplukkede strandkål. Men du kan bruge lige hvad du har hjemme.
Hvis du ønsker at bruge andre grønsager, er det naturligvis også en mulighed; brug f.eks squash, spinat, eller prøv at eksperimentere med svampe. Solsikkekernerne kan byttes ud med andre frø, kerner eller nødder.
Opskrift på glutenfri boller med grønsager 6-8 stk
Tænd ovnen på 190 grader.
Du skal bruge:
- 300 gram kål
- 3 spsk solsikkekerner
- 3 spsk loppefrøskaller
- 2 spsk tahin
- 1/2 tsk salt
Start med at køre kålen i en foodprocessor indtil det er helt fintdelt. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser og kør indtil alt er samlet godt. Dejen skal være ret tør og lidt gummiagtig.
Form til boller og bag i ovnen ca 20-25 minutter.
Bollerne kan holde sig 3 dage og kan også fryses, og dermed holde ca 6 måneder.